Den frie fugl, succes, sammenligning & et kampskrift til mine børn

En søndagskorrespondance

Kære Tine

Det føles som hundrede, nej tusinde dage siden jeg sidst har skrevet noget… til dig.

Det føles på en og samme tid som om jeg har snakket, men ikke nødvendigvis henvendt mig. Været der, nærværende.

Men så her den anden dag skete der noget.

Min stemme kom tilbage. Lidt måske. Vil ikke love for meget kan jeg mærke.

Noget i mig bristede åbent… som en blomsterknop yderst på en gren. Vejende i forårssolen.

Mit hjerte bristede åben og jeg huskede hvorfor jeg elsker samtalerne, også selvom de er igennem en skærm. Fordi de bygger bro - skaber relationer - og danner bånd.

Det er det der er vigtigt. Det der giver mig sommerfugle i maven.

Men ja. Så nu vil jeg skrive til dig.

Jeg mærker tydeligt, at foråret er på vej. Der er en helt bestemt følelse i luften. Som om alt er blevet klarere. Friskt, sprødt og funklende. Alt er vasket rent af den nye lysende sol, der spirer på den isnende blå himmel.

Jeg længes ikke efter mærkelige idealbilleder af andres liv, som ellers kunne lyse så klart i vintermørket. Nu husker jeg pludselig en del af mig selv.

Og ja jeg danser stadig min evige dans med nye & gamle projekter. Nye og gamle identiteter. Markører. Passioner. Cyklusser.

Overvejer at åbne min virksomhed igen (fik jeg nogensinde fortalt, at jeg lukkede den for en stund..? nå det må blive til et andet brev), men mærker også en lyst til, at blive ved uden…der er meget der føltes nyt og alligevel som en bevægelse jeg har prøvet før, men nu kender jeg bare skridtene, hvor der er vippende sten og huller jeg kan falde dybt i.

Jeg har på en eller anden måde til, at være en fri fugl. Uden cvr-nummer og med et firma der blev lukket… giver det mening?

Og igen igen igen mødtes jeg med en kvinde der inspirerer mig i dag. Og hun sagde det samme som så mange gange før er blevet sagt til mig (og jeg VED det er af ren kærlighed ! U know who you are - du er fantastisk Its not you);

“Det kører jo for dig! Må høre alt om dit liv & dine projekter!”…

Og så måtte jeg jo bare svare, med en underlig ro i stemmen, at

“Det føles ikke sådan… selvom det måske kan se sådan ud.”

Vi havde det begge sådan. Faktisk.

At det der kunne blive stykket sammen af vores ansigt ude i verden nok ikke stemmer overens med den “succes” vi føler vi har på de parametre verden hylder.

For der er noget forstyrret i billedet vi viser andre.

Lige meget hvor meget vi prøver, at tydeliggøre og vise “autentisk”, så maler SoMe filteret os som vindere… selv i vores sårbare delinger og “ærlige rå” fortællinger er vi en succes.

Læste en substack af Lucia Odoom i dag. Den hed “Ode til Taberen jeg er.”

Lad mig lige læse lidt op for dig.

“Inde i varmen er der koldt, der skal man holde sig i gang for at mærke den varme alle påstår findes et sted inde i prestigeland, og der findes vindere derinde, de er sporty. Ikke kun i fysisk, men i åndelig forstand. De kan præstere og de kan konkurrere, de kan også vinde folkets hjerter og dele vandene på den måde man deler vandende når man er bedre end andre, de kan bekræfte deres vindermentalitet via livsvalg. De er ikke bagud, altid et skridt foran. De bliver respekteret og lyttet til, de lever liv der er over gennemsnittet selv i modgang, de lever længere. Vindere er alle vegne, og vi har bygget menneskehitlister hvor vi kan tælle os frem til hvor vindende andre er.

Men jeg kan ikke trække vejret inde i varmen.”

Hvad tænker du ?

Kære Ella

Tak for dit brev, så dejligt at høre fra dig. Jeg genkender sådan, at ordene ikke helt har fundet deres vej, men alligevel have følelsen af at være tilstede i tankerne, at være lidt med hinanden og vores fælles projekter uden at tage kontakt.

Det lyder som om din krop og dit sind, følger naturens rytme. Det er noget af det, jeg synes er så smukt ved at blive lidt ældre, hvordan man pludselig kan få øje på rytmer og cyklusser alle vegne. Naturen som troligt viser årets gang, månens faste cyklus, vores hormonelle cyklus som kvinder, den månedlige og den livslange. Der er så meget visdom og tryghed her. Jeg tænker også meget over mine relationer, og den naturlige cyklus der i at de ændrer sig med tiden, og ofte er tæt forbundet med den livsfase vi befinder os i.

Du skriver “At det der kunne blive stykket sammen af vores ansigt ude i verden nok ikke stemmer overens med den “succes” vi føler vi har på de parametre verden hylder”

Det er så vigtigt en samtale, for jeg tror, mange af os går rundt og føler os lost, som om dem på den anden side af vejen har regnet den ud, og vi stadig snurrer rundt om os selv.

Den selvstændige kigger langt efter den fastansatte (måske endda kommunale) medarbejder, fantaserer om den gode stabile løn, ret til fri under sygdom, børns sygdage, omsorgsdage mm. Hun kravler tydeligt op af karrierestigen, går fra junior til senior og højere endnu.

På den anden side af vejen står den fastansatte og kigger på den selvstændige, måske hun tænker at hun er modig, at hun lever i overensstemmelse med sine værdier, at hun tør gå efter sine drømme, og sikke en succes hun har, hun udbyder spændende projekter hele tiden, og henter tidligt og holder fridage i tide og utide.

Jeg genkender det så meget fra mig selv, uroen, usikkerheden, tvivlen, og den uoverensstemmelse som kan opstå imellem det, min omverden ser, og de følelser der nogle dage dominerer inde i mig.

Jeg forsøger i øjeblikket at prøve ting af, være modig i mine valg, sprænge rammerne for hvad succes kan være, gøre oprør med den tankegang, der dikterer at det måles udelukkende i penge og materialisme.

Hvor vil den frie fugl flyve hen? Hvem vil den flyve med? Og hvad har den brug for, for at trives?

Jeg elsker den her samtale, den er så vigtig og værdifuld, og jeg har mange tanker jeg så gerne vil dele med dig.

Tak for at skrive

Kærligst

Tine

Kæreste du, tak for dit svar og din stemme der er så tydelig for mit indre øre når jeg læser dine ord. Jeg snakker og tænker meget på det her for tiden.

Den frie fugl… og måske nok også den fugl der søger, men også tør hvile i usikkerheden.

Jeg synes der er så meget sammenligning, så meget mangel på nuancer og måske også sådan gennemsigtighed. Mine samtaler går i cirkler omkring de her emner. De valg vi træffer. De privilegier vi har. Og det vi sammenligner os med.

Jeg blev ikke freelancer på grund af økonomien, statussen eller fordi det var et statement.

Det var en flydende bevægelse.

Det var en udvikling.

Og jeg bevæger mig stadig, fra dag til dag.

Beslutter, rykker rundt og genovervejer konstant føler jeg. “Hvad er bedst for os lige nu? Hvad er godt for mig ?”.

Det er på mange måder pisse hårdt og pisse priviligeret, at kunne tage sig den frihed, at mærke efter… og tage det valg, at vores behov skal have en betydning.

Og det er også ofte dét, der gør det kringlet for mig, at svare på, når folk spørger, hvordan det “går med det hele”. Fordi jeg konstant er i en bevægelse.

I vejrtrækning og i et glimt af solskin, en barnehånd i min eller i et projekt. Og jeg vil helst ikke vurdere for meget, ikke sætte et resultat på processen, men turde give mig hen og flyde med.

Giver det mening ?

Og så er jeg bare pisse træt af sammenligningslænken der tynger så unødigt meget. En hel generation af kvinder der underliggende konkurrerer med hinanden. Så uendelig dumt og sorgfuldt.

Jeg er færdig med det! Hvordan skal vi gøre op med det ?

Måske fortælle lidt mere om alt rodet? Vise det frem ? Hænge det beskidte vasketøj forrest? Det rodede regnskab og indersiden af skabet? Vise de dage hvor alt bare er lort ? Eller er det okay, vi vælger at vise det gode ? For, at skabe håb og skønhed ? Men måske vi skal lave en disclaimer ?

At det ikke er autentisk, at anstrenge sig for, at være autentisk…?

Eller I dont know.

Hvad tænker du ?

Jeg har rigtig meget lyst til, at sende dig den tekst jeg skrev på 8. marts, i morgensolen, mens jeg kiggede på mine børn der sad og læste, helt rolige… men som jeg aldrig delte - fordi sådan er livet.

SÅ det her er mit post-kampskrift, fordi alle dage er en kampdag.

Jeg skriver det her til mine børn.

Jeg skriver det her, fordi verden truer med at spise jer levende.

Fordi de vil tage jeres lys og kalde det naivt.

Fordi de vil lære jer at tie og kalde det mådehold.

Fordi de vil have jer til at vente og kalde det fornuft.

Men vi ved bedre - fordi I er ilden der brænder. I er håbet. I er dem, de ikke kan knække. I er flammerne, der brænder gennem løgnene, magten, ligegyldigheden.

Jeg ville ønske vi ikke skulle kæmpe mere, men jeg kan ikke lukke øjnene.

Jeg tænker på alle de mødre der har mistet deres børn og at vi måske skal sende vores i krig. Menneskeliv bliver reduceret til ingenting. Vi sælger vores medfølelse for en illusion af normalitet.

Jeg er VRED. Og jeg nægter at tie.

Jeg er træt og jeg nægter, at skulle være hård.

De kalder det hysteri, når vi skriger. De kalder det radikalt, når vi kræver mere end overlevelse. De kalder os naive når vi holder fast ved blødheden & omsorgen. De kalder det ekstremt, når vi ikke længere finder os i det.

Men hvad fanden kalder vi det, når børn bliver slået ihjel? Når kvinder myrdes i deres egne hjem? Når retten bliver taget fra os?

Jeg kalder det tid til oprør.

Vi er ikke her for at bede om forandring. Vi er her for at tage den.

Jeg skriver det her til jer, mine børn, fordi I bliver ved med, at give mig tro på livet. Viser mig, at blødhed og omsorg kan være et modsvar, en modstand og, at der er lys i mørket.

Det her er mit oprør.

Bedste hilsner

Din ven

Ella